Den dag jeg mødte min nyligt afdøde ven

En af mine allerbedste venner døde i begyndelsen af december 2017. Han begik desværre selvmord efter at i mange år at have kæmpet med skiftende depressioner. Han fortalte mig på et tidspunkt at han var diagnosticeret med en bipolar lidelse.

Jeg havde en idé om hvad en bipolar lidelse var, men ikke hvordan og hvornår man kunne lægge mærke til den. Jeg havde kun min sunde fornuft og mine menneskelige evner til at håndtere dette.

Jeg er meget åben, og har aldrig haft de store problemer med at lytte til hvad folk havde at sige. Jeg er ikke bange for sandheden og de grimme ting folk bærer rundt på. Min ven virkede også tryg ved at tale med mig om alt mellem himmel og jord.

Trods det at vi havde kendt hinanden i mange år, og oplevet mange sjove stunder, så skete det ind imellem at han “forsvandt” for dernæst at dukke op igen, helt uanmeldt. Jeg har ingen problemer med lige præcis dette da jeg er vant til det fra mange andre venner.

Jeg er født, og opvokset i Grønland og har gennem hele min tilværelse været vant til at folk “forsvinder”. Nogle fordi at de skulle på skole et andet sted, eller rejste til udlandet – Men jeg møder dem som regel igen. Om der er gået få år, eller mange flere år gør ingen forskel – Jeg har altid haft evnen til at genoptage et venskab fra hvor vi slap det sidst.

Jeg har tit fået dette at vide, at når man møder mig igen, så er det som om at der ikke er gået mere end nogle få dage. Jeg tror at jeg er god til at huske hver enkelt ven og derfor kan takle det uden de store problemer. Mennesker ændrer sig ikke som mange vil påstå, det eneste som ændrer sig er måske deres livsstil, Måske er de blevet gift, eller på anden måde oplevet en ændring i deres omgivelser.

Jeg er opdraget til at behandle folk ordentligt, uanset status eller farve. Om de er fattige eller rige så behandler jeg folk præcis på den måde jeg altid har gjort, så længe at de viser den samme respekt overfor mig og ikke prøver at belære mig om en masse nonsens. Jeg påtaler direkte løgne “for åben skærm” og har aldrig været bange for at konfrontere folk med disse når de bliver for åbenlyse.

Jeg har kun en regel. Man træder ikke på mig. Jeg giver ingen nye chancer. Absolut ingen får en “second chance” og det er ikke noget jeg skilter med. Her har jeg nogle få som har lært dette på den hårde måde og de har fortrudt det inderligt, men jeg står fast.

Min ven vidste godt dette, og han har nogle gange ytret at være bange for det filter jeg har hvor jeg har forsikret ham om at det er fysisk umuligt at han nogensinde havnede i samme situation. Vi var meget ens i både tankegang og måde at tænke rationelt på. Vi kendte enhver lille afkrog i vores sind til at dette nogensinde kunne ske. Jeg bider dog mærke i et af hans allersidste skriftlige spørgsmål: “Er jeg røget i filteret?” – Dette er få måneder før han døde, hvor jeg forsikrede ham om at der absolut ikke var noget galt og igen forsikrede jeg ham om, at netop han aldrig ville have i den. 

Jeg havde andre tunge ting at slås med, så jeg var fraværende og ventede med at gøre hans blog færdig til at jeg var klar igen. Han sendte kort tid efter en del-artikel som skulle i bloggen og dette var det sidste jeg fik fra ham. Artiklen handlede om at bryde den sociale arv som han i mange år havde arbejdet på – Jeg vidste godt hvad han talte om, og det er et emne som jeg vil holde privat da dette omhandler hele hans familie. Der er ingen grund til at grave mere op i den sag.

Det er meget få minder jeg har med ham på billeder og video, for i vores bedste tid som forholdsvis unge var der ikke rigtigt noget der hed mobiltelefoner med kamera. Vi lånte dog et dyrt digitalkamera af hans mor da vi tog til USA for at besøge en fælles ven. Det samme kamera havde vi lånt året før ved en ferie med en masse venner til Skagen.

Der er nu gået knapt 4 år siden han døde, og et eller andet sted havde jeg håbet at han ville have lagt noget på skrift som fortalte om hans situation, for vi havde jo snakket om tidsindstillede mails på et tidspunkt, men jeg er absolut ikke sikker på at man kan tænke så langt når man står dybt i afgrunden og på randen af selvmord. Jeg må nøjes med de sidste timer vi havde og glædes ved de mange andre stunder vi havde. Jeg ved ikke om han eventuelt har efterlaft noget skriftligt for jeg har ikke set, eller talt med hans familie i mange år. Jeg har sendt et par billeder til hans bror og nogle korte videoklip som han kunne have som minde, det er det.

På hans daterede dødsdag erindrer jeg tydeligt at der skete en række mystiske sammenfald herhjemme. 

Lige præcis den aften ved 21 tiden blev jeg meget træt og besluttede mig at gå iseng. Det er ikke normalt, men den aften omkring dette tidspunkt var jeg utrolig tung og meget træt. 

Det kom næsten ud af den blå luft. Hvad der er endnu mere mystisk var at jeg ville have en anden trøje på end den jeg havde på. Der var køligt der i starten af december og jeg husker at jeg langede ned i mine skuffer efter en trøje som jeg tog på, men den strammede så meget om halsen at jeg måtte tage en ny.

Det viste sig at jeg havde taget en trøje som jeg ikke havde brugt i 17 år og som var en af dem både jeg og min ven fik een hver af i USA på en bar. Jeg mindes at have prøvet den på hvor der ikke var noget galt med den, men den søndag aften strammede den om halsen. Jeg tænkte ikke videre over dette og gik i seng.

Jeg stod forholdsvist tidligt op om mandagen og hen på formiddagen skrev en anden ven en besked på Skype. Lidt ubetænksomt synes jeg, hvor han smed et billede ind af et screendump taget fra min vens brors Facebook. I den annoncerede hans bror om hans død og at han nu efter mange års kamp med depressioner nu havde fået fred.

Jeg sad længe og kiggede på den, det virkede uvirkeligt og det mest underlige var at jeg ikke følte noget rigtigt over at få en sådan melding. Måske havde jeg inderst inde vidst at det ville komme, måske var jeg allerede advaret. Måske havde han selv aftenen forinden nået at fortælle mig om det til min bevidsthed, også selvom det var på afstand. Jeg rejste mig fra min stol, gik ind i stuen og fortalte det til min kone og gik ud for at ryge.

Selvom jeg har mistet mange nære venner gennem årene, så var dette anderledes på alle måder. Jeg har længe tænkt over dette da det ikke virkede naturligt at være lettet, især da ikke når ens bedste ven havde valgt at begå selvmord og dermed ikke var iblandt os længere.

Jeg fandt ud af at han ville blive bisat om fredagen, men her opstod der et andet problem. 

Min mor var blevet blive ret syg, så jeg havde andre ting at tænke på. Min mor holdte dog ud hele ugen hvor vi forgæves havde forsøgt at få hendes læge til at indlægge hende. 

Jeg kom ikke til bisættelsen af min ven, men hørte at kirken havde været fuld. Ikke så meget jeg kunne gøre, og jeg havde rigeligt tid til at sige farvel til ham bagefter. 

Min mor blev heldigvis sendt til akut undersøgelse på Svendborg sygehus. Det viste sig at være ret heldigt da hun havde en kraftig blodforgiftning og hun var meget tæt på også at tage turen. Heldigvis klarede hun den og blev straks sat på en meget kraftig antibiotikakur under stærk opsyn.

Der gik nogle dage, hvor jeg og mine søskende både passede hendes hus og tog ned til Svendborg for at se til hende. Her var det at jeg oplevede noget meget mystisk.

Først bed jeg ikke mærke i det mens jeg sad i situationen på afdelingens opholdsstue. Min bror var netop gået ned for at ryge da en ældre herre trådte ind og målrettet satte sig overfor mig. Han var efter alt at dømme oppe i 80’erne, rørig som de færreste i den alder er.

Han var meget venlig og snaksagelig, jeg følte straks at vi var på bølgelængde og spurgte forsigtigt ind til hvad han havde lavet. Han sagde henslængt at han skulle besøge nogen, men dette er uden for det tidsrum og virkede lidt som et underligt tidspunkt at besøge nogen. Folk sov, og der var helt stille på gangen.

Han fortalte kort om sin tid på sjælland, og arbejde som bogtrykker – men der skete noget mystisk her, da jeg jo er kendt med branchen og han ikke kunne besvare et simpelt spørgsmål. Det blev lidt akavet og han undveg et uskyldigt men direkte spørgsmål.

Jeg lagde ikke mere i det. Jeg hentede noget kaffe på et bord nær ved os, og satte mig ned igen. 

Hans væremåde og kropssprog virkede bekendt, og hans ansigtsmimik også – Jeg kunne bare ikke placere det og slog det hen. Han rejste sig op, og med et smil ønskede mig en god aften hvor han så gik over mod ruderne hvor sygeplejerskerne sidder. Jeg rejste mig for at skifte plads og så ham stå kort tid med ansigtet rettet mod en af ende gangene og så var han væk. Jeg ved ikke hvor han gik hen, han var bare pludselig væk på de få tusinde-dele sekunder hvor jeg blinkede med mine øjne. Jeg slog det hen og tænkte ikke mere over det. Jeg ved ikke hvad der fik mig til det, men jeg gik hurtigt de 6-7 meter hen for lige at se om han var på vej ud. Der var ingen. Sygeplejerske som tilfældigvis kom fra den anden ende så spørgende på mig, og hun virkede ikke som om at hun havde bemærket nogen på gangene andet end os som vågede over vores mor.

Det var først nogle dage senere at det slog mig at han grangiveligt lignede min afdøde kammerat på flere måder. Både i kropssprog og mimik. 

Her var han bare over 80 og med hvidt hår, men rørig som en i 40’erne. Han haltede ikke, havde ingen gangbesvær som kunne antyde at han var oppe i alderen. Måden han stod på i de sidste sekunder jeg bemærkede ham var hans statur også meget lig min vens måde at stå på og så i den der arbejds vindjakke.

Jeg har tænkt meget over dette møde med en ukendt og med tiden studset meget over hvad det hele gik ud på. Senere hen har jeg tænkt meget over, at der jo findes mere mellem himmel og jord, og dette sammentræf var så meget ud over det sædvanlige at jeg tillægger det at være noget udover det sædvanlige.

Jeg har oplevet meget gennem livet, og havde de samme oplevelser da min far døde for mange år siden. Både det med at der sker et eller andet som jeg ikke normalt oplever.

Jeg er overbevist om at min ven i form af denne ældre herre lige kom forbi for at sige farvel. Han havde lidt mere hår på hovedet, men ville højst sandsynligt ligne ham når han kom op i den alder. Jeg har smilt indvendigt over dette, for det kunne sagtens ligne ham at lave det nummer. De spørgsmål jeg stillede og de svar som ikke helt blev besvaret eller veget udenom lignede fuldstændigt en samtale med min ven.

Lige præcis dette møde afgjorde alle spørgsmål, og det forsikrede mig i at han har det godt og er taget videre til en ny start på et nyt liv på en anden bølgelængde.

Jeg savner ham meget, ingen tvivl om det – men jeg ved at han er et godt sted, han ved at det måske ikke var den bedste måde at rejse på, men han er tilgivet – Jeg forstår ham, fuldt ud! – Han ved at jeg har forstået kontakten.

Jeg kan sagtens finde på at tale med ham når jeg kører alene i min bil, og jeg fornemmer da også hans tilstedeværelse der. Der er kommet flere venner til i hans selskab, og de har det alle godt. Det eneste jeg kan ærgre mig over er, at de skulle afsted så tidligt i deres liv.

I perioden efter mistede jeg flere venner, og indenfor den tid til i dag drejer det sig om 5-6 stykker, hvilket jeg har tillagt alder og i nogle tilfælde livsstil. Nogle er vilde, andre stille og deværre røget ud i misbrug af den ene eller den anden art. Selvom man ikke mærkede det på dem, så er det stadig alt for tidligt at booke ud.

Jeg besøgte hans gravsten en måned efter og hvor stenen var kommet på. Jeg fik en snak med ham den første gang, lidt akavet men jeg fik dog sat mig selv i fortids-mode og prøvede ihærdigt på at fastholde at jeg talte med nogen som ikke er til stede. Jeg har været der en 3-4 gange de sidste par år.

Hvis du har selvmordstanker

Så henvend dig alle døgnets 24 timer på denne web: https://www.livslinien.dk

Navigate